Nå, hvad laver du så? – Hjernens kringelkroge og lidt om testning
Hvad er en neuropsykolog?
I mange sammenhænge er det første, man bliver spurgt om: “nå, hvad laver du så?”. Når jeg fortæller, at jeg er neuropsykolog, skal jeg som regel forklare, hvad det er. Derfor skal mit første blogindlæg handle om, hvad neuropsykologi er. Jeg vil også fortælle lidt om, hvordan hjernen kan påvirkes af en hjerneskade, og hvad man kan bruge en neuropsykologisk test til.
Neuropsykologien er en særlig gren af psykologien, hvor man mener, at hjernen har afgørende betydning for den måde, vi opfører os på.
En neuropsykolog er en universitetsuddannet psykolog, der arbejder inden for et neuropsykologisk område. Ofte er han eller hun specialist i neuropsykologi eller under uddannelse til at blive det. Mange neuropsykologer har mest med neuropsykologiske testninger at gøre. For eksempel hvis man skal have afgjort en erstatning fra forsikringsselskabet eller have vurderet sin arbejdsevne.
Der findes også neuropsykologer som mig selv, der mest er interesserede i selve genoptræningsdelen, og som derfor laver genoptræning af hjernens funktioner og har psykologsamtaler med mennesker, der har en hjerneskade. Man kan læse mere om neuropsykologer og deres arbejde på Selskabet Danske Neuropsykologers hjemmeside.
Hvad skyldes en erhvervet hjerneskade?
Neuropsykologer arbejder med børn eller voksne, som har en hjerneskade – enten medfødt eller en, de har fået senere (kaldes ‘erhvervet hjerneskade’).
Der kan være forskellige årsager til en hjerneskade. Hjerneskaden kan for eksempel skyldes en hjerneblødning, blodprop i hjernen, iltmangel eller sygdomme såsom meningitis eller sklerose.
Hjerneskaden kan også være ’traumatisk’, hvilket i denne sammenhæng betyder, at det er noget udefrakommende, som har skabt en blødning i hjernen. Det kan for eksempel være en bil-, eller cykelulykke, overfald eller andet. Hjerneskaden kan komme til udtryk på forskellige måder, alt efter hvor skaden sidder i hjernen, den enkeltes personlighed, og den støtte, man får af familie, venner, arbejdsplads og andre.
Hjernens funktioner – ultrakort!
Man vil dog som regel være påvirket inden for et af disse kognitive områder (kognitiv betyder ‘de processer der foregår i hjernen’):
- Synet (for eksempel synsforstyrrelser)
- Bevægeapparatet (for eksempel balanceproblemer eller lammelser)
- Opmærksomhed
- Hukommelse
- Planlægning/overblik/strukturering
Hjernen er opbygget i netværk, og de forskellige områder, som er nævnt ovenfor ’bor’ derfor ikke bestemte steder i hjernen. Der er dog steder i hjernen, som er af afgørende betydning for forskellige funktioner. For eksempel er det meget sandsynligt, at hukommelsesfunktionen er påvirket, hvis hjerneskaden sidder i det, der hedder hippocampusnetværket.
Hvad kan man bruge en neuropsykologisk test til?
Når man laver en neuropsykologisk test, vil neuropsykologen teste de kognitive områder for at finde ud af, hvor udfordringerne og styrkerne (ressourcerne) ligger. Måske finder neuropsykologen ud af, at hukommelsen fungerer bedst, hvis man skriver beskeder og aftaler ned. Eller at man faktisk ikke har problemer med selve hukommelsen, men derimod med opmærksomheden eller overblikket.
Det er en stor fordel at vide, når man skal i gang med den neuropsykologiske genoptræning. Fordi neuropsykologen så kan tage udgangspunkt i, hvilke områder man skal støttes og trænes i, og hvilke områder, man skal bygge videre på. Det kan også være en fordel for andre faggrupper at vide, hvor ens styrker/ressourcer er. For eksempel kan fysioterapeuten lave et skema over øvelserne, hvis man husker bedst på den måde.
En neuropsykologisk testning kan også bruges, når forsikringsselskaber, kommuner eller andre har brug for at vide, om man har fået varige mén på grund af sin hjerneskade for at kunne beregne forsikringssummen eller arbejdsevnen.
Der er fortsat mange ting, vi ikke ved om hjernen, men hjernens mysterier kan blive ved med at forbløffe mig.
Lad mig vide, hvad der interesserer jer – og hvad synes I, at næste blogindlæg skal handle om?
Kilder: Håkon Eriksson ”Neuropsykologi” (2003) og Gade et al. ”Klinisk Neuropsykologi” (2009)