| |

Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og Corona-krisen

Concept Of Covid-19 In Red Background
DEL HER

Det er udfordrende og skræmmende tider for os alle. Vi ved ikke, hvornår corona-virus slipper sit tag i os og vores samfund. Vi ved ikke, hvor længe vi skal leve med disse nye vilkår. En del går stadig på arbejde for at hjælpe os alle – buschauffører, plejepersonale, personale i supermarkeder, hospitalspersonale og mange andre. Vi andre arbejder hjemmefra på nye måder – vi har alle sammen hurtigt måtte forsøge at tilpasse os den nye situation. Mange har børnene hjemme og skal være der for dem også. Aktivere, lege, hjælpe med lektier. Imens vi forsøger at leve op til arbejdspladsens krav, eller forsøger at holde små og større virksomheder i live.

Mange oplever øget uro og bekymringer i denne tid. Det handler både om situationen på arbejdsmarkedet, bekymring for at man selv eller andre bliver syge, og hvordan man kan bevare sin mentale sundhed.

Mange med stress, angst og depression kan have svært ved at holde fast i de gode vaner, og for os alle er det svært at finde en ny hverdag. Det er umuligt at holde tanker og følelser væk – så hvordan kan vi håndtere det?

Hvordan kan man bruge ACT?

I ACT arbejder vi med at håndtere tanker på en ny måde. Ud fra teorien om, at den måde vi håndterer tankerne på, skaber større problemer end tankerne i sig selv. Provokerende tanke? Jo måske. Men lad os forestille os, at tanker om corona-krisen popper op, imens vi sidder ved frokostbordet med familien. Tankerne siger måske: ’hvad nu hvis jeg selv bliver syg? Hvad nu hvis
jeg bliver fyret? Hvad nu med mine ældre forældre, hvordan skal de klare det hele?’. Tankerne får krogen i os, og pludselig er vi ikke længere til stede i en situation, som ellers er fredelig og hyggelig. Vores hjerne går i stedet i gang med at bearbejde de uhyggelige tanker. Men hvad nu hvis tankerne kunne komme og gå som de ville, uden at de fik krogen i os? Så kunne de samme tanker
komme og banke på, men vi kunne stadig være til stede ved familiefrokosten.  

Vi prøver at stoppe vores forsøg på at kontrollere tankerne – hvornår de kommer, og hvad indholdet er.

Første skridt i forhold til det er at gøre sig selv mere bevidst om, hvornår man har mange tanker, tanker som trækker én ud af nuet og over i tankerne. Vi kalder også dette ’at komme på krogen’, fordi tankerne får krogen i os og trækker os rundt ved næsen, uden at det føles som om, vi kan stille noget op. Ofte opdager vi ikke engang, at vi er på krogen før efter noget tid. Og så har vi ofte grublet os selv ned i et sort hul.  Med Acceptance and Commitment Therapy (ACT) kan man lære nye færdigheder i forhold til at håndtere tankerne på en anden måde, end man er vant til. Og man kan lære at være med følelser på en ny måde. Så man kan leve det liv, man ønsker, uanset hvilke tanker og følelser der måtte dukke op.

Jeg arbejder med ACT og har arbejdet som psykolog siden 2009.

Jeg tilbyder konsultationer enten online eller telefonisk under Corona-krisen. Jeg arbejder med Microsoft Teams, som fungerer ved, at jeg sender dig et link til samtalen. Du kan åbne det på computeren uden at skulle downloade noget. Tilbagemeldingerne fra mine klienter, er at både onlinekonsultationer og telefoniske konsultationer fungerer godt, og at samtalerne er hjælpsomme – også på disse nye platforme.
Jeg kan varmt anbefale mindfulness som en støtte til at opdage, når tankerne får krogen i dig. Du kan finde gratis mindfulness her eller gratis dansk mindfulness her.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om mig, og hvordan jeg arbejder med ACT.