Juletid og coronatid – gode råd til at komme godt igennem julen
”Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid – så ved jeg, julen kommer”. Jeg har tænkt på de berømte ord fra Peters Jul de sidste par dage. Det er ikke ligefrem julesne, som er på menuen hen over julen, men derimod mundbind, hjemmeskole, afstand, vatpinde i næse og hals, positivtests – og for mange mennesker også bekymringer for deres eget eller deres nærmestes helbred, eller generelt for hele coronasituationen. Det her blogindlæg er til alle jer, der synes, at det hele er lidt for meget. Jeg vil beskrive 4 gode råd til at komme bedst muligt igennem julen.
# 1 – giv slip på ‘bør’ og ‘burde’
Vær opmærksom på, om du har tanker om, hvordan du ’bør’ reagere, og hvordan julen ’burde’ være. Hvis du er opmærksom på, når tankerne dukker op, kan du bedre reflektere over, om du vil handle på dem, eller gøre noget andet. For eksempel kan man have en tanke eller leveregel om, at ’der bør være hjemmelavede småkager til juleaften’. Hvis du har lyst og overskud til at bage småkager, kan du selvfølgelig vælge at gøre det! Men hvis tanken kommer, og du egentlig kan mærke, at du har brug for at gå en tur, spille et spil med børnene, eller tage en lur, så kan du vælge at gøre det i stedet. Jo mere du er opmærksom på dine tanker, og hvad de gerne vil have dig til at gøre, jo mere har du mulighed for selv at vælge dine handlinger.
# 2 – tillad at have det, som du har det
Giv dig selv lov til at mærke, at det er en udfordrende tid. Mange mennesker føler sig mere pressede i øjeblikket, end de plejer at gøre. Der er både de overordnede praktiske ting, nedlukninger, hjemmeskole, hjemmearbejde, mundbind og test. Og der er de mere personlige ting, som vi alligevel deler, mange af os: den følelsesmæssige påvirkning af hele situationen, et højere stressniveau, udtrætning over at skulle omstille sig hele tiden – og meget mere. Det er ikke underligt, hvis du føler dig stresset, nedtrykt, har angstsymptomer eller på anden måde reagerer på situationen! Det er naturligt at blive bekymret for sig selv, når man ikke har det godt, og vores problemløsende hjerne vil gerne forstå det og hjælpe os med at løse det. Men ofte kan alle tankerne om det, vi mærker, blot forstærke og forlænge følelserne. Jo mere du kan give plads til og tillade, at du har det sådan lige nu, jo mere giver du dig selv mulighed for at tage dig af dig selv, og gøre det, der er brug for (jævnfør råd nummer 1!)
# 3 – ræk ud til andre
Ræk ud, hvis du har det svært. Tal med din familie, kæreste, venner og veninder. Vi er alle i samme båd, og alle er påvirkede af situationen på den ene eller den anden måde. Det kan være en befrielse at vide, at man ikke er alene.
# 4 – gør noget godt for dig selv
Gør noget hver dag, du godt kan lide. Julen er en travl tid for mange, og der er mange gøremål. Prøv hver dag at gøre plads til noget, som er godt for dig. Det er meget individuelt, hvad det kan være, og hvad der er tid og overskud til. En løbetur, træning på stuegulvet, mindfulness, at ringe til en ven, spise chokolade eller se et afsnit af yndlingsserien. Måske vil dine tanker vil fortælle dig, at du er for træt, ikke har tid eller ikke ’bør’ tage dig tid til dig selv. Prøv om du på en venlig måde kan bemærke tankerne, og se om du alligevel kan vælge en selvkærlig handling?
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul.
De venligste hilsener
Anja
Læs mere om ACT her – og om mig her.