1 års jubilæum for min bog – og noget om hjernepauser
Her i august er det et år siden, at Lea Provstgaard Larsen og jeg udgav bogen: “Kort & godt om HJERNERYSTELSE”. Den er heldigvis blevet modtaget rigtig godt, og det er vi virkelig glade for. I bogen beskriver vi blandt andet, hvilke symptomer man kan have efter en hjernerystelse og gode råd til at håndtere dem. Desuden fortæller vi om energiforvaltning og hjælper med, hvordan du kan tale med dine nærmeste om hjernerystelsen. Bogen har også et kapitel om at være pårørende til én med hjernerystelse og meget mere.
Du kan læse mere om bogen (der også findes som lydbog) her: https://dpf.dk/produkt/kort-godt-om-hjernerystelse/
Bogens måske vigtigste kapitel
I bogens introduktion fremhæver vi kapitel 10 om energiforvaltning, da vi oplever, at rigtig mange har glæde af denne viden. Begrebet “energiforvaltning” dækker over balancen mellem aktiviteter og pauser, for at undgå at man overforbruger sin energi. Efter en hjernerystelse har man mindre energi til rådighed, næsten uanset hvordan ens symptomer udmønter sig, og derfor er pauser vigtige. I bogen skriver vi om hjernepauser generelt, men her vil jeg gerne lave en vigtig skelnen mellem aktive og afslappende hjernepauser, da begge dele er gode på hver sin måde.
Aktive hjernepauser
Jeg oplever stadig, at den gamle myte om, at kuren mod hjernerystelse er at ligge helt stille i et mørkt rum, lever derude. I dag ved vi meget mere. Når din energi er opbrugt og din hjerne er træt, handler det om at lade op på en måde, der virker for dig. Hvis dine tanker kører rundt, når du lægger dig på sofaen med lukkede øjne, så får du hjernen pauser fra indtryk, men det kan være hårdt for det mentale helbred. Her kan en aktiv hjernepause fungere bedre.
Eksempler på aktive hjernepauser:
- Lave blide yogaøvelser
- Gå en runde rundt om huset (alt efter hvor du bor)
- Lav en huslig ting, der er afslappende for dig fx stryge eller vande planter
- Lave 10 squats (hvis du ikke har problemer med din puls, også kaldet anstrengelses-intolerance)
Afslappende hjernepauser
De mere afslappende hjernepauser er stadig nødvendige, især hvis du har udført en meget belastende aktivitet og brugt meget energi. For nogle kan det være rart at starte med en aktiv hjernepause for at berolige en kropslig uro og herefter tage en afslappende hjernepause. Andre behøver ikke de aktive eller foretrækker bare de afslappende.
Eksempler på afslappende hjernepauser:
- Lytte til en guidet meditation, der guider dine tanker og vejrtrækning
- Lukke øjnene i 10 minutter på sofaen
- Kigge ud af vinduet på noget der er langt væk, fx vinden, der hvisler i en trætop
Det vigtigste er at eksperimentere med pauserne, for at du bliver ekspert på din egen krop, og hvad du har brug for i situationen. Du kan læse mere om energiforvaltning her.